Hop til hovedindholdet

UC SYD logo

BLIV Forskningskonference 2025: dialoger om Børneliv i velfærdsstaten


Dato og tid

Tirsdag d. 11. november 2025 kl. 13:00 til 17:00

Tilmeldingsfrist

Lørdag d. 1. november 2025 kl. 12:00

Sted

Campus Esbjerg, Rundetårn, Degnevej 16, 6705 Esbjerg Campus Esbjerg, Rundetårn
Degnevej 16
6705 Esbjerg

BLIV Forskningskonference 2025: dialoger om Børneliv i velfærdsstaten


Beskrivelse af arrangementet

Esbjerg 11.11.2025 kl. 13.00-17.00 på UC Syd, Degnevej 16, Rundetårn

Hvordan ser børnelivet i vores daginstitutioner ud netop nu, hvor der bl.a. er en stor politisk og faglig opmærksomhed på tidlig opsporing og indsats? Hvordan får opmærksomheden betydning for, hvordan vi i praksis kan arbejde med at skabe deltagelsesmuligheder i børns liv? Og hvad er det for forestillinger om pædagogik, barndom og børneliv, som knytter sig hertil? 

Det er nogle af de helt centrale spørgsmål, vi arbejder med i forskningsprojektet BLIV – børneliv i velfærdsstaten og som du kan være med til at diskutere. UC Syd inviterer pædagoger, studerende, undervisere, ledelse, forvaltning og andre med interesse i børneliv i velfærdsstaten anno 2025 til forskningskonference, hvor du kan høre oplæg fra BLIV-projektets forskere, og deltage i workshops og faglige dialogrum. Formålet er, at vi deler erfaringer og viden om hvordan tidlige indsatser og den forudgående opsporing forstås og praktiseres i dagtilbuddets hverdagsliv, og at vi i fællesskab reflekterer over betydninger for børn. Det er gratis at deltage i konferencen. I bedes tilmelde jer konferencen og workshops senest d. 1. november. 

Program for eftermiddagen

Kl. 13.00 Velkomst v. Anna Busk Rasmussen ph.d.-studerende og Janni Tofte Langerhuus, ph.d.-studerende

Kl. 13.10-13.40 Præsentation af forskningsprojektet Børneliv i velfærdsstaten - BLIV, v. forskningsleder Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet.

I dette indledende konferencebidrag præsenteres projektets problemstillinger. Hvorfor forske i børneliv i velfærdsstaten og hvorfor er tidlig opsporing og indsat en interessant linse at forstå børneliv og pædagogik igennem. Oplægget handler om, hvordan vi forskningsmæssigt søger svar på projektets forskningsspørgsmål gennem involvering af og samarbejde med den praksis som forskningen handler om.

Kl. 13.45 - 14.15 Tidlig opsporing og –indsats v. Christina Haandbæk Schmidt, docent i dagtilbud og barndomspædagogik, UCL. 

Alle taler om tidlig opsporing og –indsats, men taler vi i virkeligheden om det samme? Præsentationen centrerer sig om forskellige perspektiver på tidlig opsporing og –indsats: Med afsæt i BLIV-projektets foreløbige materialer indkredser vi, hvordan disse perspektiver får betydning for, hvordan fagprofessionelle kan forstå og handle i den daginstitutionelle praksis.  

Kl. 14.15 - 14.45 Dialogkaffe

Kl. 14.45 - 16.30 Workshops Deltagerne tilbydes at deltage i én af de 4 workshops der præsenteres på næste side og vælges ved tilmelding.

Kl. 16.30 - 17.00 Dialogkaffe og tak for i dag

Workshop 1: Om vurderingsredskaber og deres brug v. Line Togsverd, docent i pædagogik og pædagogisk praksis, UC SYD

Man kan ikke være pædagog i et dagtilbud i dag uden at arbejde med forskellige former for vurderingsredskaber. Sprogvurderinger, dialogprofiler, TOPI-vurderinger, udviklingsbeskrivelser, DPUer og andre former for vurderingsredskaber spiller en central rolle i den tidlige opsporing og -indsats og dermed i alle børns daginstitutionsliv. Men hvad sker der, når vi vurderer børn ud fra standardiserede vurderingsværktøjer? Hvad er det for blikke på børn og på vanskeligheder i børnelivet, de inviterer til? Og hvilke dilemmaer skaber vurderingsarbejdet i det pædagogiske arbejde? Kom og vær med til at undersøge og diskutere et centralt aspekt af dagtilbudslivet anno 2025. 

Workshop 2: Pædagogers arbejde med tidlige indsatser – mellem didaktisk målrettethed og situeret pædagogik. v. Janni Tofte Langerhuus, ph.d.-studerende Aalborg universitet

Workshoppen introducerer pædagogers forskellige perspektiver på tidlige indsatser i børnehavens hverdagsliv. På baggrund af empirisk materiale fra mit ph.d.-projekt vil vi drøfte pædagogers mangfoldige måder at forstå og praktisere tidlige indsatser på - ligesom vi vil drøfte, hvilken betydning disse indsatser kan have for børne(have)liv. 

Workshop 3: Materialer i tidlige indsatser v. Hjørdis Brandrup Kortbek, lektor, ph.d., Anvendt Forskning i Barndomspædagogik, UCL

I workshoppen skal vi arbejde med, hvordan forskellige materialer indgår i det pædagogiske arbejde med tidlig indsats, fx piktogrammer, timetimer og positioneringsskemaer. Med afsæt i konferencens indledende oplæg undersøger vi, hvordan materialerne, og måden de bliver anvendt, knytter an til forskellige forståelser af tidlig indsats - og vi diskuterer materialernes potentialer og begrænsninger. 

Workshop 4: Børneperspektiv og tidlig indsats v. Anna Busk Rasmussen, lektor, ph.d.-studerende Aalborg Universitet samt UCL

I denne workshop skal vi arbejde med, hvordan det kan se ud, når tidlig indsats møder børneperspektiver. Dagtilbudsloven fremhæver, at det pædagogiske arbejde skal ”tage udgangspunkt i et børneperspektiv”. Hvordan kan det forstås i relation til tidlig indsats? Og hvordan kan det få betydning for børnene? Dette vil vi diskutere med afsæt i empiriske eksempler fra mit ph.d.-projekt, hvor jeg, sammen med børn, undersøger hvordan den aktuelle politiske og professionelle optagethed af tidlig opsporing og indsats får betydning for deres hverdagsliv i daginstitutionen.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >

Kontaktinformation til arrangør

UC SYD
Tlf: +45 72662000
ucsyd@ucsyd.dk

Kontaktinformation til arrangør

UC SYD
Tlf: +45 72662000
ucsyd@ucsyd.dk