Hop til hovedindholdet

UC SYD logo

Mini-konference om undervisningsbegrebet


Dato og tid

Onsdag d. 2. november 2016 kl. 10:00 til 16:30

Tilmeldingsfrist

Onsdag d. 19. oktober 2016 kl. 12:00

Sted

UC SYD Campus Kolding, Dyrehavevej 116, 6000 Kolding UC SYD Campus Kolding
Dyrehavevej 116
6000 Kolding

Mini-konference om undervisningsbegrebet


Arrangementsbeskrivelse

Mini-konference i Kolding arrangeret af UC SYD i samarbejde med DPU, Aarhus Universitet.

På denne mini-konference udveksler en række pædagogiske forskere synspunkter vedrørende undervisningsbegrebets status og betydning i den pædagogiske forskning.

Undervisningsbegrebet er kommet under pres. Vi taler mere om læring og om at styre læringsprocesser og meget lidt om undervisning og dens betydning for børns dannelsesprocesser. Konferencen vil sætte spot på et “gammelt” begreb men med “nye” forskningsperspektiver. Møde en vifte af engagerede forskere som giver deres bud på undervisnings fænomenet i skolen og dagtilbuddet.

Alexander von Oettingen, dr. pæd, UC SYD: Almen didaktik som undervisningens pædagogik

Per Fibæk Laursen, professor ved Aarhus Universitet: Undervisning og læring – en helhed

Merete Wiberg, PhD, Associate Professor ved DPU, Aarhus Universitet: Undervisningsbegrebet i forhold til den dannelsesteoretiske didaktik med fokus på normativitet og negativitet

Trine Ankerstjerne, Lektor i pædagogik ved UCC: Pædagoger i skolen – understøttende undervisning eller hulahop?

Tina Bering Keiding, lektor ved Aarhus Universitet: Undervisningsbegrebet i systemteoretisk optik

Leo Komischke-Konnerup, chefkonsulent ved UC SYD og ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet: Undervisning som omgang og omsorg – et alment pædagogisk blik på undervisningens socialpædagogiske dimension.

Thomas Aastrup Rømer, lektor ved Aarhus Universitet: Undervisningens og læringens filosofiske forbindelse

Program - UC SYD, Campus Kolding, lokale S11

09.45 – 10.15: Ankomst, kaffe/the +brød

10.15 – 10.25: Velkomst v/Alexander von Oettingen og Thomas Aastrup Rømer

10.25 – 10.55: Undervisning og læring – en helhed v/Per Fibæk Laursen, professor, AU

11.00 – 11.30: Undervisning som omgang og omsorg – et alment pædagogisk blik på undervisningens socialpædagogiske dimension. v/, Leo Komischke-Konnerup, chefkonsulent, UC SYD

11.35 – 12.05: Undervisningsbegrebet mellem normativitet og negativitet. v/Merete Wiberg, lektor ved DPU, Aarhus Universitet

12.05 – 13.10: Frokost, sandwich serveres i et lokale ved siden af

13.10 – 13.40: Undervisningens og læringens filosofiske forbindelse v/ Thomas Aastrup Rømer, lektor, AU

13.45 – 14.15: Pædagoger i skolen – understøttende undervisning eller hulahop? v/Trine Ankerstjerne, lektor, UCC

14.15 – 14.40: Pause, kaffe/the + kage

14.40 – 15.10: Undervisningsbegrebet i systemteoretisk optik v/Tina Keiding, lektor, AU

15.15 – 15.45: Almen didaktik som undervisningens pædagogik v/Alexander von Oettingen, dr. Pæd., UC SYD

15.45 – 16.00: Opsamling på dagen

Efter konferencen holdes reception i anledning af udgivelsen af Leo Komischke-Konnerup’s bog Spørgsmålet om barnets dannelse til frit og selvstændigt menneske eller til ansvarlig og forpligtet samfundsborger er uomgængeligt i enhver pædagogisk praksis.

Det viser Leo Komischke-Konnerup i Menneske eller borger, hvor han præsenterer det pædagogiske grundspørgsmål via tre centrale pædagogiske tænkere – Jean-Jacques Rousseau, Wilhelm von Humboldt og Dietrich Benner. Han trækker tråde mellem dem og viser, hvordan den politiske dannelse kan rumme begge aspekter, men at det ikke sker gennem den målrationelle og lineære ekspertise, teknik og synlighed, som i disse år efterspørges fra politisk side.

Bogens didaktiske appendiks støtter med studie- og praksisrelaterede spørgsmål den studerende i læsningen og diskussionen af de tre tænkere og det pædagogiske grundproblem. Appendikset er udarbejdet af lektor ved læreruddannelsen Nicki Leding Olesen.

Menneske eller borger er henvendt til læreruddannelsens fagområde 'Almen dannelse', men er i øvrigt oplagt på alle pædagogiske studier med fokus på dannelse, uddannelse og demokrati.

Læs mere om bogen her http://www.akademisk.dk/menneske-eller-borger#

 

Oplæg på konferencen:

Alexander von Oettingen, dr. pæd, UC SYD:

Almen didaktik som undervisningens pædagogik

Almen didaktik har ikke høj status og er stort set forvundet ud af den pædagogiske forskning. Samtidig er fokus rettet mod empiriske analyser af undervisningens effekt og styring som f.eks. effektiv undervisning eller læringsmålstyret undervisning. I internationale og nationale sammenhænge står den mere normative didaktiske forskning og den mere empiriske uddannelsesforskning stejlt over for hinanden. Det er et problem – både for didaktikken, uddannelsesforskning og skolens praksis. Oplægget vil præsentere en almen didaktik, som skelner mellem tre didaktisk grundbegreber; disciplinering, undervisning og vejledning. I denne tredeling bliver didaktik til undervisningens pædagogik, der kombinerer didaktisk teori, empiri og praksis.

 

Per Fibæk Laursen, professor ved Aarhus Universitet:

Undervisning og læring – en helhed

Det særlige ved skole er, at lærerne gennem deres undervisning bevidst forsøger at inspirere eleverne til at lære. Når skolen lykkes, er undervisning og læring en helhed. Man misforstår pointen ved skole, hvis man fokuserer ensidigt, hvad enten det er på undervisning eller på læring. Et historisk eksempel: Elever læser i dag lige så godt ved udgangen af 1. klasse, som de gjorde for 200 år siden gjorde ved udgangen af 7. klasse. Er det undervisningen eller læringen, der er blevet bedre? Det er umuligt at svare på. Måske er det netop, fordi undervisning og læring gensidigt tilpasser sig hinanden, at helheden af dem udvikler sig gunstigt. Vi har ikke noget godt ord på dansk for denne helhed af undervisning og læring, men undervisningslæring ville være et bud, der desværre ikke er særlig mundret. Men på engelsk er udtryk som ”teaching-learning process” og ”teaching-learning cycle” velkendte.

 

Merete Wiberg, PhD, Associate Professor, AU:

Undervisningsbegrebet i forhold til den dannelsesteoretiske didaktik med fokus på normativitet og negativitet

Oplægget vil tage udgangspunkt i et undervisningsbegreb inspireret af dannelsesteoretisk didaktisk tænkning. På den ene side rummer dannelsesteoretisk tænkning en normativ dimension, idet dannelsesbegrebet indeholder momenter, der kan fungere som regulative ideer i undervisning. Dette ses f.eks. i Klafkis syn på undervisning. På den anden side rummer dannelsesbegrebet elementer af negativitet, der tjener til at udfordre elevens normer med henblik på udvikling af refleksivitet og non-affirmativ tænkning (eksempelvis hos Benner). Oplægget vil diskutere, hvorvidt disse elementer, af henholdsvis normativitet og negativitet, bør have en plads i et nutidigt undervisningsbegreb.

 

Trine Ankerstjerne, lektor, UCC:

Pædagoger i skolen – understøttende undervisning eller hulahop?

Med skolereformen i 2014 fik pædagogerne en ny og central rolle i folkeskolen og skal med deres pædagogfaglighed være med til at sikre, at flere børn oplever trivsel og læring i skolen. Pædagoger varetager overalt i landet den understøttende undervisning. Men hvad er det? Er det undervisning i den traditionelle skolastiske tænkning – eller skal pædagogerne med deres faglighed sikre noget helt andet, når eleverne helst blive så dygtige, som de kan. Og hvad er så det ’andet’? Den pædagogiske faglighed indeholder elementer til et særligt afsæt for at arbejde med børn og unges trivsel og læring – måske fremtidens fundamentet for folkeskolen?

 

Tina Bering Keiding, lektor ved Aarhus Universitet:

Undervisningsbegrebet i systemteoretisk optik

Oplægget introducerer til undervisningsbegrebet, sådan som det kommer til udtryk hos den tyske sociolog Niklas Luhmann. Med Luhmann ses undervisning som en særlig form for kommunikation, der sigter mod ’gøre mennesker til personer’ og dermed muliggør livsforløb, som ligger udenfor socialisationen rækkevidde. I forlængelse heraf beskrives undervisning som et socialt system, som på en og samme tid er intentionelt og uforudsigeligt, og som derfor løbende må reflektere over sig selv både sagligt, tidsligt og socialt. Afslutningsvist introduceres undervisningens læringsbegreb, som peger på, at undervisningens udsagn om læring/ikke-læring viser tilbage til undervisningens egne iagttagelser af kommunikationen.

 

Leo Komischke-Konnerup, chefkonsulent ved UC SYD og ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet:

Undervisning som omgang og omsorg – et alment pædagogisk blik på undervisningens socialpædagogiske dimension.

Man overser ofte, at mange elever med særlige behov allerede har lært rigtig meget i skolens undervisning. Ofte har de hver især udviklet en skolehistorie, der primært består af nederlagserfaringer, hvor de typisk har oplevet ikke at kunne honorere de krav til fx hastighed og abstraktionsevne, som en stadig mere præstationspræget undervisning i skolen stiller. Mange har heller ikke kunnet leve op til de krav til omgang og adfærd, som almindeligvis er betingelser for deltagelse i skolens undervisning. Oplægget tager udgangspunkt i foreløbige erfaringer fra empiriske studier af (social)pædagogisk praksis på to frie skoler- og uddannelsesinstitutioner for unge med særlige behov. Her har man gennem mange år udviklet en undervisningspraksis, der tager udgangspunkt i, at eleverne har lært, at de ikke kan lære og ikke hører til i skolen. Ud fra et alment pædagogisk perspektiv vil oplægget forsøge at give en kort pædagogisk karakteristik af de handlingstyper, normative antagelser og institutionelle selvforståelser, som knytter sig til denne socialpædagogiske undervisningspraksis.

Thomas Aastrup Rømer, lektor ved Aarhus Universitet:

Undervisningens og læringens filosofiske forbindelse

Ofte taler man om, at undervisning skal føre til læring, som om forholdet mellem undervisning og læring er kausalt, hvor læring er en effektvariabel. I mit oplæg vil jeg undersøge muligheden for at opfatte læring som begrebsmæssigt forbundet med undervisning. Det vil sige, at forholdet mellem de to begreber ikke er kausalt men filosofisk. Karakteren af denne filosofiske forbindelse drøftes, og der peges også på nogle af forbindelsens konsekvenser og begrænsninger.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >