0-3 års forskertræf
0-3 års forskertræf
UC SYD, 29. april 2026
Kære 0-3års forskernetværk
Så er det blevet tid til et nyt forskertræf for alle os, der forsker på 0-3-års-området. Forskertræffet afholdes denne gang hos UC SYD, Universitetsparken 2, 6000 Kolding, lokale 3.26.
Der er gratis parkering ved UC SYD, men du skal registrere dit køretøj på tablets ved indgangen. Campus ligger i kort gåafstand til Kolding station.
Deltagelse i forskertræffet er gratis, mens eventuel transport er for egen regning. UC SYD inviterer på kaffe/te ved ankomst og sandwich med vand til frokost.
Om forskertræffet
Det første forskertræf blev afholdt i 2022 på initiativ fra en gruppe forskere fra VIA med det formål at udveksle viden om aktuelle forskningsinitiativer om 0-3-årige børn i og på tværs af familie, dagpleje eller vuggestue: Hvad forskes der i, hvilke muligheder er der for at samarbejde, og hvordan kan 0-3-årige børns hverdagsliv få en stærkere forskningsplacering i etablerede forskningsfora?
Det første forskertræf blev afholdt i Aarhus i 2022 med et historisk perspektiv på forskning på 0-3-års-området. Det andet forskertræf blev holdt i 2023 også i Aarhus på VIA med fokus på aktuelle forskningsprojekter. I 2024 blev forskertræffet afholdt på KP i København. Her var der fokus på den psykologiske og omsorgsmæssige forskning i dagtilbud. I 2025 blev forskertræffet afholdt i Odense med fokus på børns hverdagsliv. Som et nyt tiltag bestod træffet af en kombination af oplæg og workshop. Denne kombination videreføres i år, hvor forskningstræffet har som tema Hvor skal vi hen med pædagogikken i vuggestuen? Også i år præsenterer vi et nyt tiltag i forlængelse af træffet – et ph.d.-studerende mødested (se programmet).
På tværs af forskningsinstitutioner er der etableret en planlægningsgruppe, der for dette års forskertræf består af Irene Salling Kristensen (VIA), Lene S. K. Schmidt (Absalon), Signe Hvid Thingstrup (KP) og Benedicte Bernstorff (UC SYD), der står for indkaldelser, planlægning mm. Kontakt os endelig, hvis du har ideer til temaer, oplæg mm. til de kommende træf.
Tilmelding
Tilmelding senest mandag d. 23. marts 2026 på https://ucsyd.nemtilmeld.dk/2294/ eller
Husk at sætte kryds ved:
- - Den ønskede workshop
- - Hvis du deltager i ph.d.-mødestedet
- - Dine kostpræferencer
Du er meget velkommen til at sende invitationen videre til kolleger, der beskæftiger sig forskningsmæssigt med 0-3-års-området.
Program for dagen
9:30-10:00: Ankomst og kaffe
10:00-10:15: Kort velkomst og orientering om dagens program
10:15-11:00: Oplæg af Anders Skriver Jensen, KP: Hvordan lærer man omsorg?
I en tid, hvor omsorg i dagtilbud er under pres, undersøger forskningsprojektet Styrkelse af pædagogisk omsorg i dagtilbud (DPU, KP, RUC) mulighederne for at styrke omsorg i både teori og praksis – i dagtilbud og på pædagoguddannelsens dagtilbudsspecialisering. Oplægget tager afsæt i projektets del om uddannelsen (2. praktik) og præsenterer eksempler på omsorgsorienterede undervisningsmaterialer samt de teoretiske forståelser af omsorg (hvad er det?) og professionsdidaktik (hvordan lærer man det?). Link til projektets hjemmeside: https://projekter.au.dk/styrkelse-af-paedagogisk-omsorg-i-dagtilbud
11:15-12:00: Oplæg af Lasse Stenmann Ellebæk og Benedicte Bernstorff, VIA/UC SYD:
Børn med lavmælte handlingers deltagelsesmuligheder
Oplægget handler om børn med lavmælte handlinger – de stille signaler, der ofte overses i vuggestuens travle hverdag. Projektet viser, hvordan pædagogers nærvær og evne til at sætte ord på disse subtile initiativer kan åbne døren til fællesskabet. Vi ser på, hvordan pædagogisk takt kan skabe muligheder, når den voksne fungerer som barnets “højtaler”. Kort sagt: Hvordan giver vi stemme til de børn, der nemt overses i en travl vuggestue praksis?
12:00-13:00: Frokost
13:00- 14:30: Workshops
14:30-15:00: Afslutning og orientering
15:00-16:00: Ph.d.-studerende mødested vært Benedicte Bernstorff
Workshops/gruppedrøftelser
1. 1. Mod en revitalisering af barndomspædagogikken?
I en tid, hvor mange gerne vil noget med pædagogikken, med institutionerne og børnene er der mere end nogensinde før brug for, at pædagoger - og vi der forsker i pædagogers praksis - sammen overvejer og udvikler sprog og begreber for, hvad pædagogik i grunden handler om og kan handle om, når den retter sig mod små børns liv. Line Togsverd og Christina Haandbæk Schmidt har sammen undersøgt og skabt mødesteder, hvor pædagoger i dag kunne møde tekster fra de pionerer, som oprettede de første børnehaver og pædagoguddannelser, formulerede sig om småbørnspædagogikken, dens sag og værdier. Kom og mød deres formuleringer om små børns liv og den pædagogiske opgave - og diskuter hvad disse perspektiver kan tilbyde os i dag. Faciliteret af Line Togsverd, docent UC SYD.
2. Musik i vuggestuen – unødigt flødeskum eller en pædagogisk nødvendighed for børns legende forbindelser?
Med afsæt i aktionsforskningsprojekterne Små børns lege i vuggestuen og Musik i Dagtilbud (også kaldet Musikken som løftestang) sætter workshoppen fokus på små børns lyst til og behov for at mærke forbindelser til hinanden. Forbindelser, der er legende, kropslige og sanselige – og på musikkens særlige potentialer for at åbne disse møder. Jeg præsenterer både empiriske eksempler og teoretiske bud på, hvordan kvaliteter i børns legende og kropslige samspil kan forstås.
I en tid med øget fokus på sammenhænge mellem kvalitet i dagtilbud og (mis)trivsel blandt børn og unge inviteres I til en samtale om, hvilken plads pædagogisk musik kan og bør have i vuggestuens hverdag. Er det overhovedet er en realistisk ambition, at pædagoger også skal kunne facilitere legende, musikalske/æstetiske møder i en praksis præget af komplekse krav og dokumentation? Faciliteret af Lærke Nørgård Pallesen, lektor UC SYD
3. 3. Hvor skal vi hen, du? Når forståelser af pædagogisk omsorg bliver til logikker i vuggestuens dagligdag.
I workshoppen undersøger vi forståelser af omsorgen som pædagogisk begreb og afledte dagligdagspraksisser. Workshoppen startes med afsæt i min ph.d.-afhandling om pædagogisk omsorg og de yngste børns deltagelse. Omsorgsbegrebet introduceres som et flerdimensionelt begreb og fænomen, der (om)formes i spændingsfeltet mellem dagligdagspraksis, institutionelle logikker og teoretiske forståelser. Gennem eksempler fra praksis, små analytiske øvelser og faglige refleksioner kommer vi til at arbejde med, hvordan omsorg kan forstås, undersøges og kvalificeres – som et dagligdagsperspektiv, et omsorgsdidaktisk perspektiv og som fremtidig udvikling af praksis.
Fokusord: Omsorgsontologi, deltagelsesperspektiver, omsorgsdidaktik, institutionskultur, analysepositioner. Faciliteret af Mikkel Tore Eskildsen, adjunkt og ph.d.-studerende UCN og Oslo Storbyuniversitet
4. 4. Data Dialogue Workshop (fælles fortolkning)
Projekt: Caring in Context: Ethnographic exploration of pedagogical care in ECEC
Workshoppen præsenterer udvalgt empirisk materiale fra mit ph.d.-projekt om, hvordan omsorgspraksisser udspiller sig i dagtilbud for de yngste børn. Med afsæt i første runde af etnografisk feltarbejde i to vuggestuer vil vi arbejde med fælles fortolkning af observationsuddrag, fotografier og interviewcitater. Gennem korte datavignetter om hverdagspraksisser (som rutiner, berøring og overgange) vil vi sammen diskutere, hvilke elementer af omsorg der kan iagttages i hverdagen, og hvordan omsorg bliver praktiseret og gjort synlig. Faciliteret af Jennifer Duncan-Bendix, ph.d.-studerende DPU Aarhus Universitet
Ph.d.-studerende mødested vært Benedicte Bernstorff
Mødestedet er et nyt tiltag, hvor ph.d.-studerende har mulighed for at drøfte sit ph.d.-projekt og dets relation til forskningsfelter. Inspiration til overvejelser i løbet af dagens programpunkter, der kan drøftes i mødestedet:
- Hvordan tænker du dit ph.d.-projekt i relation til dagens tematikker og forskningsfelter?
- Hvilke spørgsmål/opmærksomheder ser du, dit projekt rejser?
- Hvad rejser det af spørgsmål for dig i et bredere perspektiv?
Vi glæder os til at se jer på UC SYD,
De bedste hilsner
Benedicte Bernstorff, Line Togsverd, Lærke Nørgaard Pallesen og Lisbeth Nørregaard Hansen
Information om arrangementet
Dato og tid Onsdag d. 29. april 2026 kl. 09:30 til 16:00
Tilmeldingsfrist Mandag d. 23. marts 2026 kl. 23:00
Sted
Campus Kolding
Universitetsparken
6000 Kolding
Arrangør
UC SYD
Tlf. +45 72662000
ucsyd@ucsyd.dk
Indlæser